Dansk affald brændes af for fuld damp

Selvom regeringens plan om at genanvende så meget affald som muligt ventes om få dage, så regner forbrændingsanlæggene med fortsat i en årrække at forbrænde store mængder affald.

Det viser en rundspørge foretaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN).

Af de 27 danske anlæg har 18 svaret. Heraf venter 12 af dem at afbrænde samme mængder affald om fem år. Fem venter mindre og et enkelt mere. Desuden er mindst to af de anlæg, der ikke har svaret, godt i gang med store nybyggerier.

Danmark er europamestre i affaldsforbrænding, som på den ene side forsyner fjernvarmeselskaberne med varme. Men på den anden side går store mængder affald op i røg, som kan genbruges i en verden med stor mangel på råstoffer.

Det ventes miljøminister Ida Aukens (SF) snarlige strategi at gøre op med.

- Derfor er det skuffende, at forbrændinganlæggene fortsat satser så meget på at køre videre, siger miljøpolitisk medarbejder i DN, Sine Beuse Fauerby.

Men undersøgelsen kommer ikke bag på direktør Jacob H. Simonsen fra brancheorganisationen Dansk Affaldsforening.

- Alle vil gerne udnytte deres eksisterende anlæg anlæg fuldt ud. Det er der både god økonomi og miljø i. Anlæggene er betalt af skatteborgerne, så det ville være at smide deres penge ud af vinduet ikke at udnytte anlæggene optimalt, indtil de er afskrevet.

Regeringens nye strategi ventes at indeholde mere indsamling af elektronikskrot og pcb-holdigt byggeaffald samt pap, papir og metal. Frasortering af husholdningsaffald i énfamiliehuse forventes at blive et andet element

Danmarks Naturfredningsforening ser frem til en bedre udnyttelse af det grønne affald.

- Det er både vigtigt, at det organiske affald ikke længere forbrændes men bioforgasses, og at elektronik, plast og metal bruges bedre, siger Sine Beuse Fauerby.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV