Dansk Afrika-politik kritiseres for at være dobbeltmoralsk

Skrevet af admin

25/07/2014

Dagens topnyheder

Danmark opfører sig dobbeltmoralsk og formynderisk i Afrika ved at straffe Uganda for at indføre en lov, som vi ikke har problemer med i en række andre lande. Så heftig lyder kritikken fra flere eksperter, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

Med kun en uges mellemrum indførte Uganda og Nigeria en lov, der kriminaliserer homoseksuelle. I Uganda førte det til kraftige sanktioner og en omlægning af ulandsbistanden. Omvendt åbner Danmark om mindre end to uger en ambassade i Nigeria.

- Ud fra en afrikansk virkelighed virker vores opførsel absurd dobbeltmoralsk, siger direktør og leder af Center for Afrika-studier ved Københavns Universitet Stig Jensen til Jyllands-Posten.

Han efterlyser samtidig en dansk reaktion på, at hundredvis af egyptere er dødsdømt for at protestere mod det militærkup, der væltede den demokratisk valgte regering i Egypten i sommeren 2013.

- Hvis Vesten kan få arbejdspladser, betyder det ikke noget, at man begrænser homoseksuelles rettigheder. Hvis det handler om klassisk bistand, betyder det rigtig meget, siger Stig Jensen til Jyllands-Posten.

Professor Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet er enig i kritikken.

- Vi opfører os dobbeltmoralsk. Hvis der dukker en sag op i medierne, skynder man sig at gøre noget. Hvis der intet er i medierne, rokker man helst ikke med båden.

- Det er i virkeligheden medierne, der styrer Danmarks bistand på over 16 milliarder kroner om året, siger Christian Bjørnskov.

Kritikken preller dog af på udviklings- og handelsminister Mogens Jensen (S).

- Danmarks bistand bygger på klare holdninger og klare værdier. Derfor har vi efter vedtagelsen af loven i Uganda omdirigeret noget af bistanden til ikke-statslige organisationer.

- Det handler om respekt for menneskerettigheder - hvilket efter min mening ikke er en særlig vestlig værdi - men noget, som Uganda selv har skrevet under på, at man vil respektere, siger Mogens Jensen til Jyllands-Posten.

/ritzau/