Dansk aktivist risikerer farlig sygdom i russisk fængsel

Skrevet af admin

18/10/2013

Dagens topnyheder

Danskeren Anne Mie Roer Jensen, og de øvrige aktivister fra Greenpeace, som sidder fængslet i Murmansk i Rusland, risikerer at få livstruende tuberkulose på grund af de dårlige forhold i fængslet. Det skriver metroxpress.

Knap fire procent af fangerne i fængslet Sizo 1 - 13 ud af 370 fanger - er diagnosticeret med tuberkulose ifølge fængslets egne oplysninger til advokat Irina Pajkatjeva, formand for en advokatgruppe, der kontrollerer fængselsforholdene i Murmansk.

- Med så mange syge er Anne Mie bestemt i risiko for at blive smittet, siger medicinsk medarbejder Hanne Epstein fra Læger uden Grænser.

- Jeg ville være meget bekymret, hvis det var mig, for tuberkulose smitter som forkølelse gennem luften, når de syge ånder og hoster på én, tilføjer hun.

Organisationen har i en årrække arbejdet på at nedbringe tuberkulose i russiske fængsler.

- Risikoen for at blive alvorligt syg af tuberkulosen stiger, hvis man lever tæt sammen under fugt, kulde og i øvrigt får dårlig mad, forklarer Hanne Epstein.

Metroxpress har talt med Irina Pajkatjeva, som har døgnadgang til fængslet og besøger Anne Mie Roer Jensen hver tredje dag.

- Hun har tabt sig lidt, men hun har det bedre end de fleste andre, fortæller Irina Pajkatjeva, der beretter om yderst kritisable forhold i det overbelagte fængsel.

- Der er rotter i hele fængslet, og derfor tør mange ikke røre maden. En af aktivisterne har tabt sig fem kilo, en anden ligner efterhånden skind og ben. Det bliver alvorligt, hvis det fortsætter sådan her, siger Irina Pajkatjeva.

Fredag morgen klokken otte dansk tid skal den 26-årige Anne Mie Roer Jensen for retten i Murmansk, hvor hun får sin appelsag behandlet. Her skal retten afgøre, om hun kan løslades mod kaution.

De andre aktivister, der hidtil har været for retten, har alle fået afslag på at blive løsladt mod kaution.

/ritzau/