Dansk ambassade besøger terrortiltalt dansker i Beirut

»Lørdag har ambassaden i Beirut aflagt konsulært besøg hos den fængslede, og vi har underrettet de pårørende i Danmark,« forklarer Ole Egberg Mikkelsen, der er chef for Borgerservice og Kommunikation i Udenrigsministeriet.

Han tilføjer, at ligesom det normalt er procedure for fængslede danskere i udlandet, har ambassaden ydet konsulær bistand og formidlet kontakt til en lokal advokat.

Desuden forklarer han, at den danske terroranklagede, der sidder fængslet i Beirut, selv har valgt, at Udenrigsministeriet skal kontakte familien, men flere detaljer vil han ikke komme ind på, da han har tavshedspligt.

Ole Egberg Mikkelsen vil heller ikke hverken be- eller afkræfte, at manden er tiltalt for at planlægge terror, men ifølge libanesiske medier har en militærdomstol officielt rejst tiltalen og uddyber yderligere, at målene for terrorangrebet var navngivne shiamuslimer.

Han tilhører angiveligt en gruppe, der kaldes »al-Nasef«, som betyder noget i retning af »eksplosion«.

Al-Nasef har ifølge flere libanesiske medier tilknytning til al-Nusra-fronten, der kæmper mod præsident Bashar al-Assads regering i Syrien, og som har erklæret terrororganisationen al-Qaeda troskab. Al-Nasef skal også have kontakt til andre grupperinger i Syrien.

Den danske statsborger blev i sidste uge anholdt, da han sammen med to andre mænd, en syrer og en palæstinenser, kom ind i Libanon fra Syrien i en Mitsubishi uden hverken nummerplader eller identifikationspapirer.

De tre mænd blev ifølge den libanesiske avis An Nahar standset ved Hmeid-checkpointet nær grænsebyen Arsal af libanesiske soldater, som skød den ene af mændene, da han steg ud af bilen og forsøgte at detonere de sprængstoffer, han havde på kroppen. I bilen blev der fundet flere sprængstoffer og våben.

Dagens Gossip