Dansk ambassadør: Glæde i Iran efter atomaftale

Skrevet af admin

14/07/2015

Dagens topnyheder

Glæden er stor hos det iranske folk, efter der tirsdag blev indgået en atomaftale mellem Iran og det internationale samfund.

Det fortæller den danske ambassadør i Iran, Anders Hougård, til Ritzau.

- Det er ramadan, og det er meget varmt, men når solen går ned, og fasten slutter, forventes det helt sikkert, at festlighederne og glædesdemonstrationerne starter, siger han.

- Der er ingen tvivl om, at tilfredsheden er meget stor.

Det var kulminationen på lange og svære forhandlinger, der tirsdag endte ud i en aftale mellem parterne, og nu kan iranerne se fremad med udsigt til, at de økonomiske sanktioner, som landet har været pålagt i flere år, bliver fjernet.

- Sanktionerne har de seneste år været meget hårde, så for befolkningen giver det en forhåbning om, at de nu kan få et bedre liv, siger Anders Hougård.

Ambassadøren fortæller, at det ikke kun er en glædens dag for befolkningen. Det er det også for regeringen.

I 2013 gik Irans præsident, Hassan Rouhani, til valg på at give iranerne en normal hverdag uden de vestlige sanktioner.

- Det var helt afgørende i forbindelse med det seneste præsidentvalg, at man skulle have forbedret de økonomiske vilkår for irakerne, og det kunne Rouhani kun gøre, hvis sanktionerne kom væk, og det krævede, at en atomaftale blev indgået.

Atomaftalen betyder blandt andet - hvis den bliver overholdt - at Iran ikke udvikler atomvåben, og guleroden for Iran er, at de økonomiske sanktioner bliver ophævet.

Landene som Iran forhandlede med var USA, Storbritannien, Rusland, Kina, Frankrig og Tyskland.

/ritzau/