Dansk ambassadør: Vinduer og mure rystede

Den danske ambassadør i Tjekkiet, Christian Hoppe, arbejdede på sit kontor på ambassaden i Prag, da en bygning eksploderede i byens centrum mandag formiddag.

- Lidt før klokken 10 sad vi på vores kontor og hørte et meget højt brag. Man kunne mærke vinduer og bygningens mure ryste lidt, siger ambassadøren, som befandt sig omkring 1,5 kilometer væk fra eksplosionen.

- Vi gik ud på gaden for at se, om det var her i nærheden, men der var ikke noget, der var gået itu her. Så derfor kontaktede vi straks det tjekkiske politi og så de tjekkiske nyhedsmedier for at finde ud af, hvad det var, siger Christian Hoppe.

Eksplosionen fik en bygning i det centrale Prag til at styrte sammen og et ukendt antal mennesker er begravet under murbrokkerne. Bygningen huser et kontor til International Air Transport Association (IATA) og et kunstgalleri.

- Det viste sig at være en eksplosion på den anden side af floden, i forhold til hvor vi er, i nærheden af nationalteatret, siger Christian Hoppe.

- Nu er området spærret af, og der er fyldt med ambulancer, som hjælper de kvæstede. Det er en meget usædvanlig begivenhed i en ellers fredelig by at høre sådan en eksplosion, siger han.

Ambassaden er i kontakt med det tjekkiske politi, og de oplyser, at eksplosionen formentlig er forårsaget af en lækket gasledning.

Antallet af kvæstede meldes foreløbig at være op til 40 personer, siger ambassadøren, men sandsynligvis var der ingen danskere i bygningen.

- Det første spørgsmål, der rejser sig for os, er jo selvfølgelig, om der var nogen danskere involveret. Vi har været i kontakt med politi og hospitaler, og der er ingen meldinger om danskere blandt de kvæstede.

- Der er heller ingen danskere, der har rettet henvendelse til os, men vi er i løbende kontakt med myndighederne, siger Christian Hoppe.

/ritzau/

Dagens Gossip