Dansk anfører begræder nederlagt til Norge

Skuffelsen var støbt i pigernes ansigter, og tårerne pressede på, da de efter at have sundet sig et øjeblik mødte den ventende presse. Anfører Katrine Pedersen hilser behersket.

-  Det er skide ærgerligt, og jeg er så ked af det. Vi var så skide tæt på. Norge var jo absolut et hold, man kan snakke med. Det er rigtig ærgerligt, siger den danske veteran.

Norge kom allerede på 1-0 efter bare tre minutter. Et hårdt pressende dansk mandskab fik dog for en stund de norske bjælder til at tie, da Mariann Gajhede fremtvang forlænget spilletid. Og her havde Katrine Pedersen forhåbninger.

- Jeg synes, vi kom med i kampen og prøvede at åbne deres forsvar op. Jeg var faktisk rimelig sikker på, at vi ville vinde det her i den forlængede spilletid. Der blev større rum at løbe i bag ved dem, siger Katrine Pedersen.

Men kampen skulle afgøres i straffesparkskonkurrence. Og der havde Norges keeper læst på lektien.

- Jeg tænkte ellers, vi havde erfaring fra Frankrig-kampen, men nordmændene var bare bedst til at sparke, siger Katrine Pedersen.

Skuffelsen er ikke til at tage fra de danske kvinder. Der går nok også først et par dage, før de kan glæde sig over deres bronzemedaljer.

Dagens Gossip