Dansk anfører er meget tvivlsom til OL-kvalifikationen

Skrevet af admin

30/12/2015

Mest læste i dag

Det danske kvindelandshold i håndbold risikerer at måtte undvære højrebacken Line Jørgensen, når holdet fra 18. til 20. marts deltager i OL-kvalifikationsturneringen på hjemmebane.

Danmarks anfører, der til daglig spiller for CSM Bukarest, er blevet opereret for en knæskade, der også generede hende under VM på hjemmebane tidligere i december, meddeler Dansk Håndbold Forbund (DHF).

- Kvindelandsholdets anfører, Line Jørgensen, er blevet opereret for den bruskskade, der generede hende under det nyligt afviklede VM, og som blandt andet holdt hende ude af kampen om femtepladsen mod Rusland.

- Operationen forløb helt uproblematisk, men der venter den stærke venstrehåndsspiller en pause på omkring tre måneder, hvilket gør hende til en meget tvivlsom deltager, når det danske kvindelandshold på hjemmebane skal spille kvalifikation til OL i Rio de Janeiro, meddeler DHF.

Danmark, der blev nummer seks ved VM, skal møde Montenegro, Rumænien og Uruguay i OL-kvalifikationsturneringen.

De to bedste hold kommer med til OL i Brasilien.

/ritzau/