Dansk angriber med debutant-mål i Tippeligaen

Skrevet af admin

26/07/2015

Dagens topnyheder

Den danske angriber Patrick Mortensen scorede søndag i sin debut for Sarpsborg i den norske Tippeliga.

Den tidligere Lyngby-angriber sendte efter pausen sin nye arbejdsgiver i front med 2-1 mod Mjøndalen, der i overtiden udlignede til slutresultatet 2-2.

Det var faktisk et rent dansk samarbejde, der undervejs gav Sarpsborg føringen.

Steffen Ernemann - med en fortid i blandt andet Esbjerg og Silkeborg - lagde efter en times spil et perfekt hjørnespark ind i panden på Patrick Mortensen, der stangede hjemmeholdet foran.

Sarpsborg kæmper i øjeblikket for at holde sig over nedrykningsstregen.

Danskerklubben har 19 point på ligaens 11.-plads, mens Mjøndalen under stregen har 16 point.

26-årige Patrick Mortensen har frem til sommerens skifte til norsk fodbold optrådt for Lyngby gennem de seneste seks sæsoner.

/ritzau/