Dansk Arbejdsgiverforening skal have ny direktør

En af de stærke arbejdsgiverorganisationer i Danmark skal have en ny boss. Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør, 66-årige Jørn Neergaard Larsen, ønsker at fratræde sin stilling, oplyser DA i en pressemeddelelse.

Jørn Neergaard Larsen har siddet på topposten siden 1996, men har fredag meddelt bestyrelsen i organisationen, at han gerne vil stoppe.

- Jørn Neergaard Larsen yder og har ydet en meget stor indsats for det private erhvervsliv via en utrættelig og konsekvent ledelse af Dansk Arbejdsgiverforening i snart 20 år, siger formanden for arbejdsgiverforeningens bestyrelse, Torben Dalby Larsen.

- Dette er en periode med store og hurtige ændringer i det danske samfund og på det danske arbejdsmarked - og derfor også i de udfordringer og opgaver, Jørn Neergaard Larsen har håndteret på Dansk Arbejdsgiverforenings vegne, tilføjer han.

Torben Dalby Larsen tilføjer, at Dansk Arbejdsgiverforenings bestyrelse og medlemsorganisationer udtrykker "uforbeholden anerkendelse af og tilfredshed med" den nu afgående direktør.

Jørn Neergaard Larsen har haft som en af sine hovedopgaver at styre slaget på en række arbejdsgiveres vegne, når der er blevet forhandlet overenskomster med lønmodtagerne.

Han bliver på posten, indtil en afløser er fundet, og den proces sættes i gang med det samme.

Dansk Arbejdsgiverforening har allerede nedsat et ansættelsesudvalg, der i samarbejde med headhunterfirmaet Amrop skal finde den nye administrerende direktør.

Dansk Arbejdsgiverforening er hovedorganisation for 14 arbejdsgiverforeninger på det private arbejdsmarked og repræsenterer dermed flere end 24.000 virksomheder inden for blandt andet industri, handel, transport, service og byggeri.

/ritzau/

Dagens Gossip