Dansk arkitekt blandt verdens mest indflydelsesrige personer

Skrevet af admin

21/04/2016

Mest læste i dag

Den internationalt anerkendte danske arkitekt Bjarke Ingels er at finde på det amerikanske nyhedsmagasin Time Magazines liste over de hundrede mest indflydelsesrige personer i verden i 2016.

Det fremgår af magasinets hjemmeside.

- Bjarke er den første store arkitekt i branchen, som har lagt frygten bag sig. Han har smidt sin ballast og svæver, skriver magasinet om den danske arkitekt.

- Det har medført, at han er helt i harmoni med de store tænkere i Silicon Valley, der ønsker at gøre verden til et bedre sted uden den eksistentielle "vriden hænder", som, tidligere generationer mente, var afgørende for at opnå en nærmest utopisk troværdighed.

Bjarke Ingels er af Times placeret i kategorien for de mest indflydelsesrige kunstnere, hvor han er i selskab med andre prominente navne som filminstruktøren Ryan Coogler, musikeren Kendrick Lamar og skuespillerinden og milliardærarvingen Julia Louis-Dreyfus, der er kendt fra komedieserien Seinfeld.

VM Bjerget og 8-Tallet i Ørestad er blot nogle af de danske projekter, som Bjarke Ingels og BIG står bag, og senere i år skal Amager Bakke, som er en affaldsforbrænding med en skibakke på toppen, efter planen stå færdig.

Også internationalt har danskeren sat sit aftryk, og især på Manhattan i New York har BIG stået for flere spektakulære projekter. Blandt andet er en bygning formet som en pyramide ved at tage form.

Arkitekten, som står i spidsen for tegnestuen BIG, er eneste dansker på årets liste over de mest indflydelsesrige personer. Senest en dansker var med, var i 2012, da René Redzepi, som er køkkenchef på restauranten Noma, var på listen.

Samme år optrådte også Henrik Schärfe, som er lektor på Aalborg Universitet, på listen. Han byggede den menneskelignende robot Geminoid-DK.

Tidligere har også den forhenværende EU-kommissær Connie Hedegaard og klimadebattøren Bjørn Lomborg optrådt på listen.

/ritzau/