Dansk astronaut skal på rumrejse med berømt sopran

Skrevet af admin

16/01/2015

Dagens topnyheder

Når den danske astronaut Andreas Mogensen til oktober sætter kursen mod den internationale rumstation, så vil han være i selskab med den britiske sanger Sarah Brightman.

Det oplyser den amerikanske rumadministration Nasa.

Den berømte 54-årige sopran, som var stjerne i eksmanden Andrew Lloyd Webbers musical Phantom of the Opera, vil spendere 52 millioner dollar (334 millioner kroner) på at tilbringe 10 dage i rummet.

Det er det private amerikanske firma Space Adventures, som arrangerer rejsen for hende.

Brightman bliver den 8. turist på den internationale rumstation og den første af slagsen, der er professionel sanger.

Hun skal til oktober opsendes med et russisk Sojus-rumfartøj sammen med den danske astronaut Mogensen og den russiske kosmonaut Sergej Volkov.

Brightman ankom i denne uge til Rusland for at indlede en ni måneder lang træning til rumrejsen.

Men der var allerede knas i træningsforløbet fra start, oplyser det russiske rumagentur. Hun har udsat træningen, hun skulle deltage i på et rumkompleks uden for Moskva. Brightman har fortalt, at hun skal besøge sin syge mor.

- Hun er taget af sted af familiære årsager, men hun har lovet at være tilbage på søndag. Der er ingen tegn på, at hun har opgivet flyvningen, siger lederen for Ruslands bemandede rumflyvninger, Aleksej Krasnov, ifølge nyhedsbureauet AFP.

På grund af den fysiske belastning, man udsættes for under opsendelsen, under opholdet i rummet og under rejsen tilbage til Jorden, så skal enhver rumturist være toptrænet. Det afgøres 40 dage før opsendelsen ved et grundigt lægetjek.

Andreas Mogensen, der blandt andet tidligere har arbejdet for den danske vindmøllegigant Vestas, blev i maj 2009 udnævnt til astronaut af Det Europæiske Rumfartsagentur, ESA, og blev i 2010 færdig med 14 måneders grundtræning.

Opsendelsen til efteråret bliver hans første tur i rummet.

/ritzau/Reuters