Dansk badminton har succes i Malaysia

Skrevet af admin

17/01/2014

Dagens topnyheder

Det blev en fin dag for dansk badminton, da der fredag blev afviklet kvartfinaler i Super Series-turneringen Malaysia Open i Kuala Lumpur.

Danmark havde tre repræsentanter med, og alle tre spillede sig videre til semifinalerne.

Tredjeseedede Jan Ø. Jørgensen levede op til forventningerne i sit møde med Japans Kento Momota, der er rangeret som nummer 14 i verden.

Efter to tætte sæt kunne nordjyden juble over en sejr på 24-22 22-20 og kan nu se frem til et semifinalemøde med hjemmebanehelten Lee Chong Wei lørdag.

Christinna Pedersen kan også se frem til en travl weekend. Doublespecialisten er nemlig klar til semifinalen i både damedouble og mixeddouble i den malaysiske hovedstad.

Efter en sejr sammen med Kamilla Rytter Juhl tidligt fredag morgen dansk tid, satte Pedersen trumf på, da hun også vandt kvartfinalen i mixeddouble med Joachim Fischer.

Den tredjeseedede danske duo vandt med 21-12, 21-19 over indoneserne Praveen Jordan og Debby Susanto.

Nu venter en dyst mod de topseedede kinesere Nan Zhang og Yunlei Zhao, der senest vandt Korea Open.

/ritzau/