Dansk-Bahrainer får forlænget sin fængsling i Bahrain

Skrevet af admin

06/09/2014

Mest læste i dag

En domstol i Bahrain siger, at den dansk-bahrainske menneskerettighedsforkæmper Maryam al-Khawaja skal blive bag tremmer i yderligere 10 dage til trods for, at FN flere gange har opfordret til, at hun bliver løsladt.

Det siger hendes advokat ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hun blev arresteret den 30. august i forbindelse med et overfald på en politibetjent, da hun ankom til hovedstaden Manama.

Hendes advokat, Mohammed al-Jishi, siger over telefonen til AFP, at dommeren i retssagen beordrede, at hun forblev i fængslet under samme sigtelse.

FN opfordrede fredag Bahrain til at løslade Khawaja, der er medlem af landets shiamuslimske flertal og datter af den fremtrædende menneskerettighedsforkæmper Abdulhadi al-Khawaja.

Han blev fængslet på livstid i 2011 efter protester mod myndighederne i det sunni-regerede land.

Ravina Shamdasani, der er talskvinde for FN's højkommissariat for menneskerettigheder, sagde fredag, at agenturet var "alvorligt bekymret", efter at Maryam al-Khawaja blev anholdt.

- Vi opfordrer regeringen til at tage øjeblikkelige skridt mod at sikre en frigivelse af frøken Khawaja og alle menneskerettighedsforkæmpere og personer, der er tilbageholdt for fredelig udøvelse af deres rettigheder, sagde hun i en erklæring.

Abdulhadi al-Khawaja blev dømt for at planlægge et kup mod monarkiet, og han har været i sultestrejke siden den 25. august sammen med en række andre fanger.

I 2012 sultestrejkede han i 110 dage for at protestere mod sin fængsling.

/ritzau/AFP