Dansk-bahrainer løsladt efter et års fængsel i Golfen

Skrevet af admin

17/02/2014

Dagens topnyheder

Dansk-bahraineren Zainab al-Khawaja, som er kendt for politisk aktivisme i Bahrain, er blevet løsladt fra et fængsel i Golfstaten, skriver BBC.

Zainab al-Khawaja, som er datter af den livstidsfængslede aktivist Abdulhadi al-Khawaja, har siddet fængslet knap et år i golfstaten.

Den 30-årige kvinde var blandt andet dømt for at deltage i en ulovlig forsamling og for at fornærme politiet.

- Et år i fængsel er ingenting, sagde Zainab al-Khawaja søndag ifølge BBC.

- Vi har en sag. Dette vil ikke stoppe os.

Zainab al-Khawaja står over for flere nye retssager om hærværk mod politiets ejendom, for at ødelægge et billede af kongen og for at fornærme en betjent.

Al-Khawaja har været anholdt adskillige gange i Bahrain, siden protester med krav om demokrati brød ud i landet i 2011.

Dansk-bahraineren har nægtet at anke de domme, hun har fået, fordi hun mener, at retssystemet er politisk styret.

Zainab al-Khawajas far Abdulhadi al-Khawaja blev idømt fængsel på livstid i 2011. Han har sultestrejket flere gange. Hans dom blev stadfæstet året efter.

Mindst 89 personer har mistet livet i sammenstød mellem shia-oppositionen og sikkerhedsstyrkerne de seneste knap tre år i Bahrain.

/ritzau/AFP