Dansk betalingsbalance sætter rekord

Betalingsbalancen sætter endnu en rekord i Danmark. I september var der et overskud på betalingsbalancens løbende poster på 14,2 milliarder kroner, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Dermed har der over de seneste 12 måneder været et overskud på 120,2 milliarder kroner. Det er det højeste overskud nogensinde, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.

Ifølge Danmarks Statistik er septembers betalingsbalance næsten uændret i forhold til måneden før, men i forhold til september 2012 er overskuddet på betalingsbalancen steget med 3,1 milliarder kroner.

- Det pæne overskud har dog en dyster baggrund, idet det hovedsageligt kan henføres til en svag udvikling i importen, siger Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit Markets.

- Det pæne overskud på betalingsbalancen er dermed heller ikke et udtryk for en god konkurrenceevne hos de danske virksomheder, tilføjer han.

Han tilføjer, at der dog ikke er tvivl om, at det fortsat store overskud på betalingsbalancen giver dansk økonomi et godt ry ude i den store verden.

- Det har blandt andet sikret dansk økonomis status som sikker havn og dermed det meget lave renteniveau, som mange i dag nyder godt af, siger Tore Stramer.

I tredje kvartal steg overskuddet på betalingsbalancens løbende poster med 2,8 milliarder kroner i forhold til samme periode sidste år.

Bag denne udvikling ligger en stigning i overskuddet på løn- og formueindkomst på 4,6 milliarder kroner og tjenester på 1,2 milliarder kroner, mens overskuddet på varer faldt med 2,3 milliarder kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV