Dansk bioteks superstjerne nærmer sig ny sejr

Skrevet af admin

31/03/2016

Dagens topnyheder

Genmab, Danmarks mest succesfulde biotekselskab i nyere tid, kunne natten til torsdag præsentere endnu et sæt solide resultater for sit helt store lægemiddel daratumumab.

Daratumumab, der sælges som Darzalex, opfyldte alle målene i et stort studie, hvor midlet blev brugt til behandling af knoglemarvskræft. Kræften skulle være tilbagevendende og forsøgt behandlet med andre lægemidler.

- Vi er meget tilfredse med det positive interimresultat i dette studie, som viser det terapeutiske potentiale af daratumumab i kombination med bortezomib og dexamethason.

- Vi ser frem til, at dataene bliver præsenteret på en fremtidig stor medicinsk konference, skriver administrerende direktør Jan van de Winkel, i en meddelelse.

Samlet blev daratumumab givet til 490 patienter enten sammen med bortezomib, en type kemoterapi, eller med dexamethason, en anden form for cancerbehandling.

Her har det vist sig så effektivt, at studiet er stoppet før tid. Det er normalt noget man gør af etiske årsager, hvis man har en effekt, der redder tidligere uhelbredeligt patienter.

Daratumumab er allerede godkendt til behandling af patienter med knoglemarvskræft, og som har gennemgået tre tidligere behandlinger. Med det nye studie i hånden vil Genmab søge om at blive godkendt til endnu flere behandlingstyper.

Genmab er den helt store stjerne på den danske biotekhimmel. Selskabet arbejder med højteknologisk cancerbehandling, hvor man ved at ramme specielle receptorer på et molekyle kan forbedre kræftbehandling markant.

Siden 2012 har Genmab mere end fordoblet sin omsætning til 1,1 milliarder kroner, og det forventes at fortsætte de næste mange år. Genmabs markedsværdi er på over 50 milliarder kroner.

Den type kræftbehandling, Genmab laver, er nemlig ekstremt dyr. Ifølge branchemediet Fiercepharma koster en enkelt indsprøjtning 5850 dollar og et års behandling 135.550 dollar. Det svarer til lidt over 890.000 kroner.

/ritzau/