Dansk biskop: Paven var en stor teolog

Når pave Benedikt XVI træder tilbage 28. februar, siger det katolske trossamfund farvel til en leder, der har været meget vellidt hos både kirken og folket, mener de danske katolikkers biskop Czeslaw Kozon.

- Jeg ved, at pave Benedikt er populær og vellidt, så det bliver usædvanligt at se ham som forhenværende pave, siger biskoppen til Ritzau.

- Og han vil blive husket som en stor teolog, og som prædikant har han virkelig formået at formidle den katolske tro på en klar måde i både sine taler og bøger, tilføjer han.

Czeslaw Kozon forklarer, at fordi det er første gang i flere hundrede år, at paven vælger at træde tilbage før tid, så er det selvfølgelig en unik situation.

For nu skal der ikke blot vælges en ny pave, der skal finde sig til rette som den katolske kirkes øverste leder. Vedkommende skal også forholde sig til en forhenværende pave, der er i live.

- Det er jo usædvanligt, fordi paven er en unik person inden for kirken, der typisk bliver på posten indtil sin død, siger Czeslaw Kozon.

- Men på den anden side er det i tråd med, hvad der ellers finder sted inden for kirken. Biskopper trækker sig for eksempel også tilbage før tid, forklarer han.

Den tyskfødte pave Benedikt XVI, der blev indsat som den katolske kirkes øverste leder i 2005, trækker sig ifølge Vatikanet før tid, fordi han føler sig for gammel til fortsat at lede kirken.

Og den begrundelse kommer ikke bag på den danske biskop.

- Paven har altid sagt i sine erindringer, at hvis der skete markante forværringer af hans helbred, så ville han trække sig tilbage, fortæller han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip