Dansk boksetalent vil rejse sig efter mystisk nederlag

Skrevet af admin

20/08/2015

Dagens topnyheder

Den danske bokser Adul Khattab har meget på spil, når han den 12. september går i ringen mod Istvan Kiss fra Ungarn.

Det 22-årige boksetalent tabte i maj højst overraskende for første gang i sin professionelle boksekarriere, da han udmattet blev slået på teknisk knockout i femte omgang af franskmanden Howard Cospolite.

- Jeg kan ikke vente med at komme tilbage i ringen, siger Abdul Khattab i en pressemeddelelse fra Team Sauerland.

Bokseren har forsøgt at finde svar på, hvad der gik galt for tre måneder siden, da han hurtigt mistede energien mod Howard Cospolite og led sit første nederlag.

- Jeg fik taget nogle blodprøver, lavet en hjerteundersøgelse og min kost blev undersøgt, men intet har vist mig noget bekymrende.

- Jeg har ingen god forklaring på, hvorfor jeg løb tør for kræfter, siger Khattab.

- Heldigvis er der ikke noget i vejen, og jeg vil gøre mit bedste for at slette det indtryk, jeg gav i min sidste kamp.

- Jeg er for ambitiøs og for glad for at bokse til at lade det ske igen. Jeg har på intet tidspunkt tænkt, at min karriere var i fare, siger bokseren.

Kampen mod ungarske Istvan Kiss foregår i Frederikshavn den 12. september.

Kiss har ikke den mest skræmmende rekordliste med 20 sejre og 19 nederlag i 39 kampe. Khattab har 11 sejre i 12 kampe.

/ritzau/