Dansk borgmester skal lære Obama om antiradikalisering

Skrevet af admin

17/02/2015

Dagens topnyheder

Den såkaldte Aarhus-model om antiradikalisering af unge har vakt stor international interesse, og nu er byens borgmester, Jacob Bundsgaard (S), blevet inviteret til en konference om antiradikalisering af selveste USA's præsident.

Tirsdag rejser Jacob Bundsgaard således til Washington for at deltage i konferencen "The White House Summit to counter violent extremism", der finder sted onsdag og torsdag.

Aarhus-modellen er et samarbejde mellem flere afdelinger i kommunen, der sammen med Østjyllands Politi bekæmper radikaliseringen af unge.

- Vi står over for en global udfordring, og der er ingen lette løsninger eller garanti for succes, men vores strategi med at kombinere en tydelig markering af værdier, tæt opfølgning og retlig konsekvens, har vist sig at have effekt, siger Jacob Bundsgaard i en skriftlig kommentar.

Invitationen fra præsident Barack Obama kom inden weekendens terrorhandlinger mod kulturhuset Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København, hvor to mennesker blev dræbt og fem betjente såret.

- Vi har oplevet massiv international interesse for Aarhus-modellen, men vi skal forsat være opmærksomme på, hvad vi gør.

- Det her er en utroligt vigtig opgave, som weekendens frygtelige terrorhandling i København er en ulykkelig påmindelse om, siger Jacob Bundsgaard.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) talte sent mandag aften i telefon med Obama.

Ifølge Det Hvide Hus blev de to politiske ledere enige om at samarbejde om at forhindre nye angreb på ytringsfriheden og antisemitisk vold.

Den amerikanske præsident hilste det i samtalen velkomment, at Danmark deltager i en international konference om sikkerhed og ekstremisme i Washington denne uge.

I opkaldet gav Barack Obama udtryk for sin medfølelse og sympati med den danske befolkning, lige som USA har gjort det klart, at landet står klar med al den støtte, som Danmark har brug for i kølvandet på weekendens terrorangreb.

/ritzau/