Dansk Breivik-teater udsolgt i Oslo

Det kontroversielle teaterstykke "Manifest 2083" har trukket fulde huse i København siden premieren sidste mandag.

Og i weekenden venter en ny proppet sal på Olaf Højgaard, der er eneste mand på scenen i stykket om massemorderen Anders Behring Breivik, som han har skrevet sammen med dramatikeren Christian Lollike.

Stykket opføres lørdag og søndag på teatret Dramatikkens Hus i Oslo, hvor Breivik den 22. juli 2011 detonerede en hjemmelavet bombe i regeringskvarteret.

Den dræbte otte personer, før han kørte knapt 40 kilometer og tog færgen til øen Utøya, hvor Arbeiterpartiets ungdomsorganisation, AUF, holdt sommerlejr.

Her skød og dræbte han 69 personer.

Den korte afstand til tragedien - såvel fysisk som tidsmæssigt - bekymrer dog ikke den daglige leder i Dramatikkens Hus, Marit Solbu, som har inviteret den danske teatertrup indenfor.

- Det er den største og mest dramatiske hændelse på norsk jord siden Anden Verdenskrig, og når den behandles kunstnerisk, så mener vi, at det er vores forpligtelse som et udviklingscenter for ny scenekunst at tage imod en sådan forestilling, siger hun til Ritzau.

- Pressen har været fuld af den sag i over et år, og derfor er det helt naturligt, at kunsterne også griber fat i det, pointerer hun.

De to forestillinger med plads til hver 80 tilskuere er totalt udsolgt, og dermed fortsætter tendensen fra Cafeteatret i København, hvor stykket de første mere end 20 spilledage går for fulde huse.

Det er imidlertid ikke kun med nysgerrighed, at stykket er blevet mødt.

Allerede, da teatret præsenterede idéen, vakte den stor debat, og i selve stykket indgår et trusselsbrev, som Olaf Højgaard har modtaget fra en norsk pårørende, som ønsker, at skuespilleren og hans familie "brænder i helvede".

- Vi har den største medfølelse, og vi synes, det er et dilemma, men vi har valgt at vise det. Det er ikke alle pårørende, som mener, at det ikke bør vises, og det er også kommet frem i debatten i forbindelse med premieren i København, påpeger Marit Solbu.

Hun tror, at aggressionerne omkring forestillingen er kommet ud i forbindelse med premieren i København, og hun forventer derfor heller ikke protester i forbindelse med weekendens forestillinger i Norge.

Af samme grund har teatret ikke taget nogen ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger.

 

Dagens Gossip