Dansk-britisk firma kritiseres i Sydafrika

Verdens største sikkerhedsselskab, dansk-britiske G4S, anklages for at begå chokerende overgreb mod indsatte i et af Sydafrikas farligste fængsler, Mangaung.

Overgrebene består angiveligt af elektriske stød og tvangsinjektioner af antipsykotisk medicin. De skal være dokumenteret på videooptagelser, som kilder har lækket til BBC.

Det topsikrede Mangaung-fængsel ligger nær storbyen Bloemfontein. Det har 3000 indsatte og drives af G4S. Landets myndigheder har overtaget driften af fængslet, mens anklagerne mod selskabet undersøges.

Forskere ved Wits Justice Project ved Wits-universitetet i Johannesburg siger, at de har samlet beretninger om elektriske chokbehandlinger og tæv fra næsten 30 fanger igennem deres et år lange undersøgelse.

- Nogle fortalte, at de besvimede, når chokkene blev for voldsomme, siger Ruth Hopkins fra Wits Justice Project til BBC.

De indsatte klager også over brækkede lemmer og andre alvorlige kvæstelser.

G4S, som er resultatet af flere fusioner med blandt andre den danske Falck-koncern, benægter anklagerne om, at det private fængselspersonale udsætter fanger for overgreb.

Talsmand Piers Zangana fra selskabets kontor i London forklarer, at G4S-ansatte ikke står for uddeling af medicin i fængslet - den varetages af andre.

- Vi kan ikke verificere den video, hvori anklagerne om tortur fremsættes, men vi kan bekræfte, at vi ikke benytter nogen form for tortur eller chokbehandling, siger Piers Zangana.

Mangaung-fængslet er kendt som ekstremt voldeligt - adskillige vagter er ifølge BBC blevet overmandet og taget som gidsler af indsatte, stukket med kniv og tilmed voldtaget.

G4S er før blevet udsat for massiv kritik for ikke at leve op til egne etiske retningslinjer. Det blev i 2010 afsløret, at selskabet opererer på Vestbredden, som Israel besatte i 1967. Her stod G4S for fængselsdrift og kontrolposter ved de omstridte israelske bosættelser.

/ritzau/

Dagens Gossip