Dansk-britisk samarbejde skal hjælpe Somalia

Dansk Flygtningehjælp skal samarbejde med den britiske regering om at opbygge en tryg hverdag uden landminer og hungersnød for indbyggerne i det krigshærgede afrikanske land Somalia.

Nødhjælpsorganisationen har sammen med minerydningsenheden Danish Demining Group indgået en treårig samarbejdsaftale med den britiske regering. Med aftalen følger et beløb på 120 millioner kroner.

Dansk Flygtningehjælp skal konkret hjælpe med at genetablere hverdagen i somaliske landsbyer, der i flere år har været plaget af krig og hungersnød.

Peter Klansø, regional chef for Dansk Flygtningehjælp på Afrikas Horn og i Yemen, forklarer, at aftalen skal ses som en anerkendelse af Flygtningehjælpens evne til at arbejde på græsrodsniveau i svært tilgængelige områder.

- Det er selvfølgelig en tillidserklæring fra den britiske regering om, at Dansk Flygtningehjælp ikke bare er en nødhjælpssituation, men også en organisation, der er i stand til at arbejde i de lokale områder, siger Peter Klansø til Ritzau.

Aftalen er desuden et udtryk for, at somalierne er ved at lægge flere års elendighed bag sig og nu har påbegyndt genopbygningen af landet.

- Situationen i Somalia er noget anderledes, end den har været tidligere. Hvor vi i de sidste mange år har været vant til, at Somalia var en katastrofe, er der nu kommet en ny regering til, siger Peter Klansø.

- Og selv om det er tidligt i processen, så er der en optimisme i landet.

Befolkningen i de somaliske landsbyer vil kunne opleve, at Dansk Flygtningehjælp frem for at uddele mad og vand nu vil spørge ind til somaliernes prioriteter og behov.

Princippet er, at befolkningen selv skal tage styringen i valget af projekter. Dansk Flygtningehjælp vil dog fortsat overvåge, at pengene ikke går til fup og humbug.

- Håbet er, at de vælger nogle projekter, der adresserer landsbyerne. Det kan være renovering af en skole, en vej eller marked. Projekter, der er med til genetablere et normalt liv i landsbyerne, siger Peter Klansø.

Dansk Flygtningehjælp startede arbejdet i regionen i 1998 og er i dag en af ​​de mest erfarne og bedst positionerede organisationer i Somalia.

/ritzau/

Dagens Gossip