Dansk bueskytte sikrer World Cup-sejr i Las Vegas

Skrevet af admin

31/01/2016

Dagens topnyheder

Dansk bueskydning sikrede søndag morgen dansk tid en stor triumf.

Det skete, da Sarah Holst Sönnichsen vandt den individuelle konkurrence i compound ved World Cup-finalen i Las Vegas i USA.

I finalen vandt den 20-årige dansker med cifrene 144-142 over franskmanden Sandrine Vandionant.

Hos herrerne endte den danske verdensmester i compound, Stephan Hansen, med en exit i ottendedelsfinalerne.

Han tabte 145-148 til franskmanden Fabien Delobelle.

Compound er i modsætning til recurve ikke på det olympiske program.

De amerikanske bueskytter dominerede stort ved at vinde herrerækken i compound og både herre- og damerækken i recurve.

Sarah Holst Sönnichsen var således den eneste ikke-amerikaner, der endte øverst på podiet.

/ritzau/