Dansk comeback-skytte ser fortsat OL-muligheder

Skrevet af admin

19/03/2016

Dagens topnyheder

Præstationen mod Rumænien var langt fra OL-niveauet, men det betyder ikke, at håndboldkvindernes drøm om Rio de Janeiro skal lægges i graven.

Sådan lyder det fra Camilla Dalby, der kender lørdagens modstander, Montenegro, bedre end de fleste efter sine to sæsoner i den montenegrinske storklub Buducnost.

- Det er ikke slut. Vi har to kampe endnu, og det fede ved håndbold er, at det kan være rigtig skidt den ene dag og rigtig godt den næste, siger Camilla Dalby.

- Før på søndag vil jeg ikke tale om OL. Vi skal holde fokus på, at der er en vej til OL, og det er den vej, vi er på lige nu. Der skal andre boller på suppen, men så er det også muligt at slå Montenegro, mener hun.

Danmark tabte fredag aften 25-32 til Rumænien - holdets tredje nederlag på ni dage - og nu skal danskerne vinde over Montenegro for at holde liv i OL-håbet.

Det kræver en helt anden indsats end i den triste forestilling mod rumænerne.

- Først og fremmest skal vi forbedre vores forsvarsspil. Rumænerne scorede 19 mål på en halvleg, og det er alt, alt for meget. Det gjorde også, at vi ikke fik gang i vores kontraspil, som dansk håndbold ellers er kendt for.

- Dermed fik vi slet ikke brugt vores stærkeste våben, siger Camilla Dalby.

Den 27-årige skytte har været langt væk landsholdet i flere år, men afbud fra Louise Burgaard og Line Jørgensen har genåbnet døren for Randers-backen, der fik comeback i rødt og hvidt mod Rumænien.

Personligt slap hun godt fra kampen med fire mål i anden halvleg, og lørdag håber hun at fortsætte det gode spil mod sine gamle venner fra Montenegro.

- Jeg kender dem rigtig godt og kan forstå næsten alt det håndboldsprog, de taler. Jeg er bekendt med deres systemer, og det håber jeg da, at jeg kan give videre til mine holdkammerater.

- Men om det gør den store forskel, ved jeg ikke. Jeg kender dem, men de kender jo også mig, siger Camilla Dalby.

Danmark og Montenegro mødes lørdag aften klokken 20 i Aarhus.

/ritzau/