Dansk comedy begræder Monrads død

Skrevet af admin

21/11/2015

Dagens topnyheder

Den folkekære komiker og entertainer Jan Monrad er død 64 år gammel.

Jan Monrad døde pludselig fredag aften af en blodprop, der ramte ham i lungerne. Det bekræfter hans kone gennem 25 år, Marianne Busk Monrad, over for Ekstra Bladet, hvor Monrad gennem mange år har arbejdet.

- Det er korrekt, at han er død, siger hun kortfattet til avisen og beskriver sin mand som et "storslået menneske".

Dødsfaldet har også sendt sorg og chokbølger gennem Monrads kolleger, der har mistet en af dansk comedys helt store stjerner.

- Så bliver her endnu kedeligere, skriver tv-værten Anders Lund Madsen på Twitter, mens komikeren Brian Mørk hylder entertaineren med et citat fra en Monrads charmerende karakterer:

- "Det er en gravhund. Og den er frygteligt grim og modbydelig", skriver han, mens Casper Christensen beskriver Jan Monrad som sit forbillede.

- De plader, som Monrad og Rislund lavede, var noget af det mest inspirerende for mig. Jeg kunne dem udenad, og de var en af grundene til, at jeg overhovedet blev komiker, fortæller "Klovn"-skaberen til Ekstra Bladet.

Også Monrads professionelle makker fra comedy-duoen "Monrad og Rislund", Søren Rislund, er i stor sorg over sin kære vens død.

- Det er chokerende og en melding, ingen har set komme. Det sætter punktum for et over 40 år fælles arbejdsliv. Det er vanskeligt, og jeg har ikke rigtig taget det ind, siger han til Ekstra Bladet og uddyber over for B.T.

- Det er et fuldstændigt slag. Vi havde et job i Køge så sent som i sidste uge. Det blev vores sidste. Der er ikke noget, der hedder "Monrad & Rislund" mere. Vi har haft et fantastisk arbejdsliv sammen, begræder han over for avisen.

Foruden sin kone efterlader Jan Monrad sig også fem voksne børn.

/ritzau/FOKUS