Dansk containerskib prøvesejler den nye Suezkanal

Skrevet af admin

26/07/2015

Dagens topnyheder

Lørdag fik de første fragt- og containerskibe lov til at sejle gennem Egyptens nye Suezkanal, som snart vil gøre det hurtigere at transportere varer mellem Asien og Europa til søs.

Den nye kanal, der løber parallelt med den eksisterende og næsten 150 år gamle Suezkanal, åbner officielt 6. august. Den vil halvere gennemsejlingstiden af kanalen mellem Middelhavet og Det Røde Hav fra nu omkring 22 til 11 timer.

Skibenes ventetid bliver afkortet, fordi der med den nye kanal på en del af strækningen vil være to sejlrender. Det skaber plads til, at store skibe kan passere hinanden i syd- og nordgående retning.

Blandt den håndfuld skibe, der ledsaget af flådefartøjer og overvåget af helikoptere var med til lørdagens historiske gennemsejling, var et containerskib fra Danmarks største rederi, Maersk Line.

De store sikkerhedsforanstaltninger skyldtes, at kanalen løber lang Sinai-halvøen, der er hjemsted for islamistiske grupper, som har dræbt hundredvis af egyptiske soldater og politifolk de seneste år.

- Det her er den første prøvesejlads, men det vil blive fulgt op af flere, siger Mohab Mameesh, bestyrelsesformand for Suez Canal Authority, ifølge Reuters.

Den nye vandvej er blevet opført af militæret i løbet af cirka 12 måneder og har kostet omkring 50 milliarder kroner at grave ud. Men investeringen er ud over at være et prestigeprojekt ventet at blive en ny og stor indtægtskilde for landet.

Kanalen blev inden byggestart af Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, døbt "Den Store Egyptiske Drøm".

Den eksisterende kanal, der blev arbejdet på i ti år inden åbningen i 1869, giver Egypten årlige indtægter på omkring 35 milliarder kroner.

Udvidelsen ventes at øge indtægterne til det tredobbelte eller over 100 milliarder kroner inden 2023.

Men investeringen har også sine kritikere. Nogle tvivler på skønnene for den fremtidige indtjening, mens andre mener, at pengene skulle være brugt andre steder.

- Det er først og fremmest et patriotisk projekt, og det er meget vanskeligt at kvantificere, siger den Kairo-baserede investeringsekspert Angus Blair til BBC.

/ritzau/Reuters