Dansk cykelrytter styrter - afbud til European Games

Skrevet af admin

01/06/2015

Dagens topnyheder

Cykelrytteren Julie Leth kommer ikke med ved European Games, der bliver afviklet senere i juni.

Danskerens hold, Team Hitec, meddeler i en pressemeddelelse, at Julie Leth styrtede under løbet Winston Salem Cycling Classic i USA.

- Hun ramte et hul i vejen på en nedkørsel tidligt i løbet, og hun styrtede. Hun ligger i øjeblikket på hospitalet i USA, hvor hun modtager behandling, meddeler Team Hitec til klubbens hjemmeside.

Danskeren har pådraget sig skader på ryg, albue og kæbe. Holdet forventer, at Julie Leth skal holde pause i 10-12 uger, men at hun i øvrigt kommer sig helt.

Dermed kan Julie Leth ikke være med ved European Games, det europæiske OL, der begynder senere i juni i Baku.

Team Hitec meddeler, at Julie Leth formentlig rejser hjem til Danmark i løbet af de kommende dage.

/ritzau/