Dansk cykelveteran stopper karrieren

Nicki Sørensen kører cyklen i garage efter denne sæson.

Den 39-årige cykelrytter fra Tinkoff-Saxo er ikke blevet udtaget til et eneste af de store etapeløb i denne sæson, og han erkender, at det har været en slags "skriften på væggen" for ham.

Det fortæller han til Berlingske.

- Jeg vil gerne slutte på et vist niveau og kan ikke lide følelsen af at blive pillet af løb, fordi man ikke tror, at jeg er stærk nok, siger han til avisen.

Nicki Sørensen har kørt på holdet, som har haft Bjarne Riis i spidsen siden 2001, og hans kontrakt udløber efter denne sæson. Om han kunne få den forlænget, ved han ikke med sikkerhed, men risikoen for ikke at få kontrakt har også spillet ind.

- Jeg har ikke selv sonderet muligheder for en kontrakt for næste år. Men det er klart, at der sker store udskiftninger på holdet, og jeg kunne godt risikere at være blandt dem, som ikke fik tilbudt en forlængelse, vurderer han.

Holdejer Oleg Tinkoff har tidligere bebudet, at det tidligere danske hold står overfor en stor udskiftning inden næste sæson.

Nicki Sørensens største triumf var, da han kom alene til mål og vandt 12. etape af Tour de France i 2009.

Forinden havde han også vundet en etape i Vuelta a Espana i 2005.

Nicki Sørensens varemærke har været dannebrogstrøjen, som han har erobret fire gange ved at være første mand over målstregen i det danske mesterskab.

Med 10 deltagelser i Tour de France, er han også den dansker, som har kørt flest.

Den tidligere cykelrytter Michael Rasmussen nævnte sidste år Nicki Sørensen som en af de ryttere, han ved, har dopet sig undervejs i cykelkarrieren, men indtil videre har det ikke hindret veteranen i at fortsætte på højeste niveau.

En plan for fremtiden er endnu ikke lagt, men det er muligt, at den eftertænksomme cykelrytter også i fremtiden har et job hos Tinkoff-Saxo.

- Jeg snakker med Bjarne om at blive tilknyttet holdet i en eller anden rolle, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV