Dansk damedouble er klar til finalen i Dubai

Skrevet af admin

12/12/2015

Mest læste i dag

Danmark bookede en finaleplads i damedouble lørdag ved World Superseries Finals i badminton.

Det stod klart, da den danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl besejrede det indonesiske par Juhl Nitya Krishinda Maheswari og Greysia Polii fra Indonesien med 21-17, 21-12.

Det var det danske pars andet møde med Maheswari og Polii, som danskerne også var oppe imod fredag, hvor indoneserne vandt 21-13, 21-17.

Lørdag leverede danskerne dog en helt anden præstation og var oppe i et markant anderledes gear, da finalepladsen blev sikret overbevisende.

- Det var helt vildt hårdt arbejde. Boldene var langsomme og hallen tung, og der skulle graves dybt, for vi ville ikke give os, siger Christinna Pedersen til TV2 Sport.

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har ikke vundet en Superseries-turnering i denne sæson.

Parret er nummer tre på verdensranglisten, mens det indonesiske par følger lige efter, så det signalerede også en mulig jævnbyrdig semifinale.

Men det jævnbyrdige skulle man kigge langt efter tidligt lørdag morgen dansk tid.

Ved stillingen 20-17 havde det danske par tre sætbolde, men behøvede blot en enkelt, før første sæt var vundet 21-17.

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl skulle dog lige i gang, og parret var bagud 2-5 og 8-10, før man kom tilbage og vandt sættet på 25 minutter.

Danskerne havde fundet det gode spil frem og leverede det bedste spil indtil nu i turneringen.

Andet sæt bød på dansk føring fra start, og ved stillingen 12-8 virkede Pedersen og Juhl i kontrol og i god balance mellem det offensive og defensive spil. Det blev 16-9 til danskerne, som pressede det indonesiske par til at lave fejl.

Herfra var der aldrig tvivl om udfaldet, og til stor jubel sikrede Danmark den første finaleplads af flere mulige søndag, som parret ser frem til.

- Man kan altid finde kræfter til en finale, så vi glæder os helt vildt meget, siger Kamilla Rytter Juhl til TV2 Sport.

Det danske par møder i finalen søndag kineserne Ying Luo og Yu Luo.

/ritzau/