Dansk damedouble mister pusten og taber VM-finale

Skrevet af admin

16/08/2015

Dagens topnyheder

En dramatisk VM-finale i damedouble endte med dansk ærgrelse og kinesisk jubel.

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen kom flot fra land - men tabte i tre sæt til kineserne Tian Qing/Zhao Yunlei. Kineserne tog guldet med cifrene 23-25, 21-8 og 21-15.

Ingen af de to par havde tabt sæt på vej mod finalen, så der var masser af selvtillid i begge lejre.

Danmark har tilmed aldrig vundet VM-guld i damedouble, og den danske duo havde aldrig tidligere stået i en VM-finale sammen.

Men var der nerver på, blev de skjult godt. Danskerne leverede masser af humør og flot spil fra første bold.

Bagud 1-4 brokkede de sig til dommeren. De mente, en af kineserne var inde over nettet. De fik ikke point ud af det, men det hjalp åbenbart alligevel. Danskerne gik fra 1-4 til 7-5.

Kineserne var foran 11-10 ved opholdet, men danskerne fortsatte med optimistisk og aggressivt spil og masser af gåpåmod.

De smilede, knyttede næverne og hamrede bolden i gulvet igen og igen. Den danske duo gik fra 10-11 til 17-13 og siden 20-15 og fem sætbolde.

Så gik danskerne i stå.

De ellers rådvilde kinesere kom i gang, og danskerne brændte fem sætbolde.

Seks kinesiske point på stribe gav 21-20-føring og kinesisk sætbold. Her blev der dømt servefejl på kineserne - lidt af en gave til de danske kvinder og 21-21.

Siden 22-21 til danskerne - og udligning. 23-22 - og udligning. 24-23 og så lykkedes det omsider. Ottende sætbold blev omsat til sætsejr med cifrene 25-23 på 27 minutter.

Kineserne var dog langt fra knækket. De fløj ud til andet sæt og bragte sig foran 4-0 og siden 8-1.

11-6 hed stillingen ved sidebyttet, og kort efter stod den 17-6, og så var resten af sættet kosmetik, hvor danskerne forærede kineserne flere point for at spare kræfter. Kineserne vandt sættet 21-8.

Danskerne havde samlet kræfter og spillede lige op med de stærke kinesere i starten af tredje sæt.

Men Kina-duoen gik fra 6-6 til 10-6, og så begyndte de danske kræfter at ebbe ud. Især Kamilla Rytter Juhl var mærket, og til slut kunne kineserne juble.

Danskerne var seedet højere end kineserne ved VM, men kineserne er kun røget ned af ranglisten, fordi det kinesiske forbund har afprøvet forskellige konstellationer, hvorfor de to ikke har spillet ret meget sammen på det seneste.

Kineserne er både forsvarende verdens- og olympiske mestre. Zhao Yunlei vandt tidligere søndag også VM-guld i mixeddouble sammen med Zhang Nan.

Den seneste danske VM-titel i badminton kom i hus i 2009, da Kamilla Rytter Juhl og Thomas Laybourn vandt i mixeddouble.

Danmark fik i år to VM-medaljer med hjem. Ud over medaljen i damedouble vandt Jan Ø. Jørgensen bronze i herresingle.

/ritzau/