Dansk damedouble sikker på medalje ved VM

Den danske damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen spillede sig fredag i VM-semifinalerne, da de bankede kinesiske Yixin Bao og Qianxin Zhong.

De fjerdeseedede danskere fik en god start på opgøret, da de spillede et skarpt første sæt, som de vandt 21-17. I andet sæt skruede hjemmebane-duoen op for tempoet, og Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen kunne slet ikke følge med. Bao og Zhong, der er seedet syv, vandt sættet 21-13.

I tredje og afgørende sæt tog danskerne igen initiativet, og de var foran på pointtavlen det meste af tiden. Og Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen holdt nerverne i ro, da kampen skulle afgøres, og de vandt tredje sæt 21-18. Dermed er de danske kvinder klar til semifinalerne - og sikre på som minimum at få bronze med hjem fra VM i Kina.

Tidligere fredag var danske Jan Ø. Jørgensen også i aktion i VM-kvartfinalerne, men Danmarks bedste herresingle tabte efter et drama i tre sæt.

Dagens Gossip