Dansk damedouble taber VM-semifinale

I en spændende semifinale gav den danske damedouble i badminton Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen de kinesiske verdensmestre kamp til stregen i Guangzhou i Kina.

Danskerne må rejse hjem med et semifinalenederlag på 14-21, 21-14, 15-21.

Juhl og Pedersen blev presset hårdt i første sæt af de stærke kinesere, der er førsteseedet i turneringen, men formåede at iscenesætte et flot comeback i andet sæt, hvor danskerne spillede anderledes aggressivt. I tredje sæt måtte Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen dog strække våben, efter at kineserne tilspillede sig syv matchbolde.

De første to overlevede danskerne, men Yang Yu kunne på tredje matchbold smashe bolden ned for fødderne af Christinna Pedersen og tage billetten til VM-finalen.

Der spilles ikke bronzekampe ved VM, og derfor kan danskerne rejse hjem med bronze om halsen efter en flot turnering, hvor de i en tæt kvartfinale slog de stærke kinesere Bao og Zhong, men altså måtte lade livet til Wang og Yu.

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen har begge VM-medaljer i trofæskabet fra tidligere turneringer, men kun i mixeddouble. Her blev Juhl i 2009 verdensmester med Thomas Laybourn, og Christinna Pedersen vandt samme år bronze med Joachim Fischer.For europæisk badminton er danskernes bronzemedaljer lidt af en milepæl. Det er nemlig første gang i 10 år, at en europæisk damedouble tager medaljer ved VM.

Dagens Gossip