Dansk double viser OL-takter med sejr i tysk turnering

Skrevet af admin

01/11/2015

Dagens topnyheder

Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding var på jagt efter point til verdensranglisten ved Bitburger Open i Tyskland, og det topseedede danske par snuppede det maksimale antal point til drømmen om en OL-billet med finalesejr.

Det russiske par Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov, der er nummer 13 i verden, blev nedlagt for femte gang på stribe i finalen med sætcifrene 21-18 og 21-18.

I en start præget af en del fejl havde især Mads Pieler Kolding svært ved at komme i gang.

Det gav en lige kamp, hvor de to par scorede point i stimer hver især, men det var danskerne, som var foran med 11-10 midtvejs i sættet.

Efter det lille ophold fik det danske par greb om kampen, og efter nogle flotte dueller gik de to danskere i front med 16-11 for så at gå i stå igen.

Russerne kom på 16-16, men Kolding og Conrad-Petersen var stærkest i afslutningen, og sættet blev hevet hjem med 21-18.

I andet sæt var det konstant med et plus i dansk favør i indledningen, men ved 12-12 fik russerne igen kontakt.

Igen viste danskerne sig dog stærkest, da afslutningen skulle falde, og fra 17-17 tog Kolding og Conrad-Petersen fire af de næste fem point.

Det er anden gang i karrieren, duoen vinder turneringen.

I sidste uge var Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding i finalen i Super Series-turneringen French Open, hvor det blev til et nederlag til verdensetterne.

/ritzau/