Dansk duo presser Nadal og Verdasco: Taber i fire sæt

Spaniens stjernespækkede Davis Cup-hold var for stor en mundfuld for det danske hold.

Lørdag sikrede Spanien den samlede sejr med en føring på 3-0 inden søndagens singler og bevarer dermed sin plads i den næstbedste division. Danmark skal ud i en nedrykningskamp mod Sverige for at blive i Europa/Afrika gruppe 1.

Den endelige spanske triumf blev sikret med en sejr i lørdagens double. Den vandt Rafael Nadal og Fernando Verdasco over Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann med 6-4, 3-6, 7-6, 6-4.

Som cifrene antyder var det en tæt kamp, som danskerne havde stor ære af. Opgøret var fuldstændig lige indtil tredje sæts tiebreak, men spanierne havde en anelse mere kvalitet, da det skulle afgøres.

Frederik Løchte - Wimbledon-mesteren fra 2012 - havde fra begyndelsen niveau til at gøre sig gældende i kampen, mens makkeren Kromann havde sværere ved at matche de spanske modstandere i starten. Han spillede sig dog op undervejs.

Kromann spiller som amatør og figurerer slet ikke på verdensranglisten. På den baggrund var niveauforskellen forudsigelig.

Kromann blev brudt i sine to servepartier i første sæt, og så nyttede det ikke så meget, at Løchte holdt serv alle tre gange.

Den danske duo havde to muligheder for at bryde til 2-0, men blev i stedet selv brudt til 1-2.

Mens Nadal var klinisk i sine partier, spillede danskerne sig til gode chancer i Fernando Verdascos serv. Det gav et brud til 3-3. Men da Kromann i det næste parti blev brudt på ny, tippede sættet over til spanierne.

Fra andet sæt fik Kromann godt fat i egen serv og gjorde sig også bedre gældende oppe ved nettet, som er så vitalt i double.

To danske servegennembrud undervejs førte til, at Løchte kunne serve andet sæt hjem med et rent parti til 6-3.

Pludselig var kampen helt lige, og danskerne holdt serv stort set uden vanskeligheder. Ikke en eneste breakbold gav de væk i tredje sæt, og da danskerne ikke udnyttede deres ene chance, skulle sættet afgøres i tiebreak.

Den var helt jævnbyrdig, indtil Løchte ved stillingen 4-5 lavede to dobbeltfejl, så spanierne vandt sættet.

Et par danske fejl blev igen afgørende ved 1-1 i fjerde sæt. Først lavede Løchte endnu en dobbeltfejl, og i bolden efter havde Kromann sin ketsjer inde på den modsatte banehalvdel, så spanierne vandt pointet og fik servegennembruddet.

Spanierne brød endnu en gang, men Nadal forpassede chancen for at serve kampen hjem ved 5-2. Det gjorde Verdasco i stedet til 6-4 efter næsten tre timers spil.

/ritzau/

Dagens Gossip