Dansk EM-guldvinder til tysk storklub

Den danske landsholdsmålmand Marcus Cleverly, der var med til at vinde EM-guld i Serbien for Danmark for lidt over et år siden, bliver i den kommende sæson klubkammerat med Hans Lindberg i den tyske storklub HSV Hamburg.

- Det er et skifte, jeg altid har drømt om. Nu er jeg endelig tilbage igen og er i god form, så det er fantastisk at få mulighed for at spille for Hamburg, siger Marcus Cleverly til DR Sporten.

Marcus Cleverly kom ikke i betragtning til VM i Spanien i januar, fordi en hofteskade tvang ham til at melde afbud, og så blev BSV-målmand Jannick Green i stedet udtaget som suppleant til det klare danske førstevalg, Niklas Landin.

Marcus Cleverly spillede i sidste sæson for det polske tophold Vive Targi Kielce, men skiftede efterfølgende til svenske Lugi for at komme i form igen.

- Det har været en virkelig hård periode i mit liv. Dels var der også sygdom i familien, så jeg var nødsaget til at være tæt på min familie og komme tilbage til sporten 100 procent, siger Marcus Cleverly om skiftet til svensk håndbold på et halvt år lang kontrakt.

I HSV skal Marcus Cleverly kæmpe om spilletid i målet med den tyske veteran og tidligere landsholdskeeper Johannes Bitter.

Den danske målmand skifter til den tyske klub, når han er færdig med sæsonen i Sverige, hvor hans hold, Lugi fra Lund, er i semifinalerne mod HK Drott. Den første semifinalekamp er allerede afviklet, og den vandt Lugi 31-28.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV