Dansk EM-målmand til tysk håndbold

Skrevet af admin

27/01/2014

Mest læste i dag

Det bliver i Magdeburg i den tyske Bundesliga, at målmanden på det danske håndboldlandshold Jannick Green fra næste sæson skal vise sine evner.

Magdeburg har mandag middag offentliggjort, at klubben har forstærket sig med Green og den norske bagspiller Espen Lie Hansen.

- Med Jannick Green har en af Europa mest talentfulde målmænd bestemt sig for at skifte til Magdeburg, og det er vi meget glade for. Han havde andre tilbud, men vi fik mulighed for at tilknytte ham fra sommeren 2014, skriver klubben på sin hjemmeside.

- Hvis vi skal opfylde vores sportslige målsætninger, skal vi også have målmandspræstationer, der svarer dertil. Vi er overbeviste om, at Jannick hurtigt vænner sig til Bundesligaen og vil medvirke til succes.

Green afslørede før EM, at han karrieren ville fortsætte i Tyskland, men ville ikke afsløre klubbens navn, før turneringen var overstået.

Målmanden spiller lige nu for Bjerringbro-Silkeborg og har skrevet en toårig kontrakt med den tyske klub, der i næste sæson også får tilgang af en anden dansker, nemlig stregspilleren Jacob Bagersted.

Magdeburg ligger aktuelt på ottendepladsen i Bundesligaen.

/ritzau/