Dansk Energi tager godt imod grøn Juncker

Jean-Claude Juncker lægger op til, at han som formand for EU-Kommissionen vil gøre EU førende i verden inden for vedvarende energi og gennem en ny europæisk energiunion sikre, at EU hurtigt kan skifte til andre energileverandører og -kilder, "hvis energien fra øst bliver for dyr i enten økonomiske eller politiske termer".

I sin tale tirsdag til Europaparlamentet - umiddelbart før han blev godkendt til jobbet - sagde Juncker også, at EU i 2030 bør indføre et bindende mål på mindst 30 procent for energieffektivitet i 2030.

- Vi kan ikke hævde at være førende med vores politik mod klimaforandringer, hvis ikke vi bliver mere effektive med vores energianvendelse, siger Juncker.

Den melding vækker begejstring hos blandt andre Dansk Energi.

- Juncker tegner en tydelig, ambitiøs, grøn profil for sig selv, og bruger sin taletid i parlamentet til at sætte foden ned og markere sin rolle som formand internt i kommissionen.

- Samtidig er det meget positivt, at han ser vedvarende energi som en vej mod større energisikkerhed og forbedret konkurrenceevne for EU, siger Jørgen Skovmose Madsen, der er leder af Dansk Energis Bruxelles-kontor.

Også den danske klimakommissær, Connie Hedegaard, tager i en kommentar på Facebook godt imod Junckers melding.

- Stærkt budskab fra den nyvalgte formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker: Bindende energieffektiviseringsmål på mindst 30 procent i 2030 - meget hjælpsomt før næste uges debat!, skriver Hedegaard.

Der er ingen klar melding om, hvorvidt Juncker tænker sig at fastholde en særlig kommissærpost for klimaet - en post, der blev oprettet til Connie Hedegaard ved sidste sammensætning af kommissionen i 2009.

Hedegaard har som konservativ ikke udsigt til at blive genudnævnt som dansk kommissær af SR-regeringen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV