Dansk er yt på grand prix-scenen

Skrevet af admin

08/03/2014

Dagens topnyheder

Når de 10 håbefulde finalister indtager den glitrende odenseanske melodi grand prix-scene lørdag, vil der primært strømme engelske ord gennem mikrofonen.

Der er nemlig kun én enkelt sang, der bliver sunget på vores modersmål ved dette års Melodi Grand Prix, der bliver afholdt i Arena Fyn.

Sangen "Vi finder hjem" er den eneste dansksprogede sang i flokken og skal synges af den blot 16-årige Emilie Moldow.

Følg Dansk Melodi Grand Prix på Facebook - Klik her

Efter at DR i 2004 vedtog, at der var frit valg af sprog til det danske grand prix, har der de sidste år kun været en eller to danske sange med i kapløbet hvert år.

I det danske musiklandskab ser billedet ganske anderledes ud. Her har flere danske kunstnere succes med at synge på modersmålet.

- Der er inden for den seneste tid kommet en popbølge af dansk musik. Også genren dancehall foregår på dansk, og i den danske rapscene dominerer det danske sprog også, siger Ole Rosenstand Svidt, der webredaktør på Gaffa.

Men ved grand prix gælder nogle helt andre spilleregler, fastslår musikekspert hos DR, Henrik Milling.

- Kunstnerne har efterhånden bevidst eller ubevidst fået sat fast, at det handler om at vinde. Derfor forsøger de i højere grad at ramme et internationalt udtryk, siger han.

Underholdningsdirektør hos DR, Rasmus Ladefoged, understreger, at DR ikke opfordrer kunstnerne til at synge på engelsk.

- Vi vil både have danske og engelske sange. Vi har jo set eksempler på, at begge slags kan vinde det Europæiske Melodi Grand Prix. I bund og grund skal det være en rigtig god sang, siger han.

Henrik Milling påpeger, at en sang på dansk kan være en udfordring for kunstnerne.

- Hvis man først skriver en sang på dansk, så skal man være heldig, at den får en fantastisk titel på engelsk, der giver relativt god mening. Det bliver et ekstra benspænd for dem, siger han.

Vinderen af Melodi Grand Prix skal repræsentere Danmark til det Europæiske Melodi Grand Prix 10. maj, som afholdes i København, efter at danske Emmelie de Forest vandt sidste år.

/ritzau/