Dansk Erhverv: Bookingportalers klausuler skal helt væk

Det vækker stor frustration hos erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv og Horesta, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil indstille en bebudet undersøgelse af de konkurrenceklausuler, som bookingportaler pålægger hoteller.

Bookingportaler som hotels.com og booking.com har ganske vist lovet at fjerne de klausuler, der forbyder hotellerne at tilbyde andre priser på konkurrerende portaler.

Men det er ikke nok, mener Susanne Nordenbæk, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

- Bookingportalerne vil stadig forbyde hotellerne at tilbyde lavere priser på deres egne hjemmesider.

- Så selv om man har øget den indbyrdes konkurrence mellem portalerne, så er konkurrencen stadig ikke sat fri, og hotellerne er i hvert fald ikke bedre stillet, siger hun.

Selv om hotellerne i princippet bare kan vælge de portaler fra, der vil have indført disse klausuler, så er der ikke noget reelt alternativ, mener Susanne Nordenbæk.

- Der er ingen dansk eller nordisk hotelkæde, der har muskler til at markedsføre sig internationalt, siger hun.

Hos hotel- og restaurationsbranchens hovedorganisation, Horesta, stiller administrerende direktør Katia K. Østergaard sig heller ikke tilfreds med, at bookingportalerne har ændret på kontrakterne.

- Hotellerne er fortsat bundet af de samme prisklausuler, som hindrer dem i at tilbyde lavere priser på egen hjemmeside, siger Katia K. Østergaard i en pressemeddelelse.

Både Dansk Erhverv og Horesta har presset på for, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skulle undersøge området.

I august sidste år meddelte styrelsen, at man ville indlede en undersøgelse, som altså nu alligevel ser ud til at blive droppet.

Det sker på trods af, at man ifølge Dansk Erhverv og Horesta er gået hårdt til bookingportalerne blandt andet i Tyskland og Frankrig.

- Derfor mener vi, at der er brug for at få det her undersøgt til bunds både til glæde for virksomheder og forbrugere, siger Susanne Nordenbæk.

/ritzau/

Dagens Gossip