Dansk Erhverv er imod forsinkelse af fond

Det rammer danske virksomheder, at Innovationsfonden er udskudt til efter sommerferien.

Det siger Dansk Erhvervs chefkonsulent Christian Ohm til, at Venstre og De Konservative fredag udskød fonden til efter sommerferien imod uddannelsesminister Morten Østergaards (R) ønsker.

- Danske virksomheder har brug for enkle, målrettede offentlige indsatser for at øge deres innovationsaktiviteter. Vores forventning til innovationsfonden er, at gode virkemidler kan stimulere hinanden, uden at de udvander hinanden, siger Christian Ohm i en kommentar.

- Derfor er det ærgerligt, at virksomhederne nu må afvente politikernes beslutning om den nødvendige nye retning for innovationspolitikken, siger han.

Venstre og De Konservative vil integrere grundforskning i fonden, som skal spredes til de kommunale erhvervscentre. Dansk Erhverv vil adskille grundforskning og strategisk forskning.

- Alle er heldigvis enige om, at innovation er vejen frem for Danmark. Derfor forventer vi, at Folketinget fortsat har en ambition om at løfte innovationsniveauet i mange flere virksomheder, siger Christian Ohm.

- Man kan ikke bare trække på stikket for den ambition, men det gælder naturligvis om at finde den rette kontakt til at tænde lyset igen, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip