Dansk Erhverv: Højere skat er en dårlig nyhed

Skrevet af admin

15/07/2014

Dagens topnyheder

Det politiske forlig om vækstpakken, der lemper virksomhedernes byrder ved at sænke PSO-afgiften med 13,2 milliarder frem mod 2020 og fjerner forsyningssikkerhedsafgiften - herunder den såkaldte brændeafgift - er positivt for dansk erhvervsliv.

Men finansieringen af dele af pakken bryder erhvervsorganisationen Dansk Erhverv sig ikke om.

- Det er positivt, at de politiske parter har fokus på de høje energiafgifter, som er skadelige for dansk konkurrenceevne. Det er dog en lille nedsættelse, som ikke i nævneværdig grad gavner servicevirksomhederne i Danmark, som i forvejen betaler meget højere energiafgifter end øvrige erhverv.

- Servicevirksomhederne betaler også mere end tilsvarende virksomheder i nabolandene, siger administrerende direktør i Dansk Erhverv, Jens Klarskov i en pressemeddelelse.

Regeringen har samtidig vedtaget, at der vil ske en forhøjelse af den grønne check, såfremt husholdningernes årlige betaling af PSO overstiger 1,8 milliarder kroner.

- Med de seneste ændringer med forhøjelse af den grønne check bliver det mindre attraktivt for dele af befolkningen af tage et arbejde. Det er en forkert retning at gå, siger han.

Klarskov glæder sig over, at brændeafgiften er taget af bordet.

- Med brændeafgiften var der lagt op til endnu en afgiftsmæssig gyser, der nu er aflyst. Den tilhørende forhøjelse af bundskatten er dog en dårlig nyhed, og vi havde klart foretrukket en finansiering gennem offentlig effektivisering, siger Jens Klarskov

Samlet set imponerer vækstpakken og dens 90 initiativer dog ikke direktøren i Dansk Erhverv. Planen får næppe Danmark på afgørende vis tilbage på vækstsporet.

- Planen indeholder mange gode initiativer. Vi opfatter planen som en anerkendelse af den rolle, virksomhederne spiller for at sikre velstanden i Danmark.

- Men der er ikke tale om en stor vækstplan. Normalt siger man, at mange bække små giver en stor å, men her er der snarere tale om et lille vandløb, siger Jens Klarskov.

/ritzau/