Dansk Erhverv: Lad biler svinge til højre for rødt lys

Biler bør få lov til at svinge til højre for rødt, mener Dansk Erhverv.

- Det vil være en rigtig god idé, hvis biler på eget ansvar kan få lov til at dreje til højre for rødt lys. Det vil gavne mobiliteten og gøre os alle sammen til bedre bilister, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Jesper Højte Stenbæk, til netavisen Altinget.dk.

Han peger på, at det blandt andet er indført i Tyskland og i visse stater i USA.

Læs også: Cyklister - nu er højresving for rødt ok

For nylig har regeringen sat gang i en forsøgsordning, hvor cyklister udvalgte steder i landet kan svinge til højre for rødt.

Så det næste naturlige skridt vil være, at man udvider det til biler, mener Jesper Højte Stenbæk, der dog peger på, at det er for farligt, hvis lastbiler nyder samme frihed.

Han forventer dog, at muligheden for at dreje til højre for rødt vil gavne færdselssikkerheden.

- Når man i højere grad selv skal træffe beslutninger, vil det skabe en større ansvarsbevidsthed hos den enkelte bilist. Det, tror jeg, vil smitte af på den måde, man færdes i trafikken, siger han til Altinget.dk.

Bliv ven med dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Jesper Højte Stenbæk understreger dog, at skulle det vise sig at føre til store sikkerhedsmæssige problemer i Tyskland og USA, bør det ikke indføres i Danmark.

Forslaget får opbakning fra Venstre, som mener, at regeringen bør sætte gang i en undersøgelse af konsekvenserne i andre lande samt indhente vurderinger af forslagets effekt på trafiksikkerheden fra Rigspolitiet.

- Det er et forslag, som er værd at give en overvejelse, fordi det vil øge fremkommeligheden. Men vi er nødt til at få nogle eksperter til at se på, om sikkerheden er fuldstændig på plads, siger trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) til Altinget.dk.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, siger dog kategorisk nej til idéen. Det vil simpelthen være et forslag, der vil skabe al for meget uklarhed til skade for trafiksikkerheden.

Dansk Cyklist Forbund kan umiddelbart ikke støtte forslaget, da man vurderer, at det vil være for farligt.

/ritzau/

Dagens Gossip