Dansk Erhverv: Nødvendigt at boligjob-ordning udvides

Skrevet af admin

25/08/2015

Dagens topnyheder

Den udskældte boligjob-ordning ville udøve mirakler for sort arbejde og arbejdsløshed - men det er en nødvendighed, at den bliver udvidet.

Det siger Dansk Erhverv i kølvandet på finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) udmelding om, at han er åben over for at udvide boligjob-ordningen efter svensk eksempel.

- Vi tror på, at en boligjob-ordning i det rette format kan få folk i arbejde samtidig med, at sort arbejde reduceres. Men det kræver en make-over af ordningen. Lad os kigge over Øresund og tage ved lære af de erfaringer, som svenskerne har gjort for os, siger Geert Laier Christensen, underdirektør for politik og økonomi i Dansk Erhverv.

I Sverige bruger man 15 gange så mange penge på ordningen som i Danmark. Og så gælder den ikke kun håndværkerarbejde, men også andre serviceydelser, som rengøring, madlavning og havearbejde.

- Siden 2007 har ordningen skabt job til personer med ingen eller sparsom uddannelse og har vist sig at være et effektivt middel til lavt uddannede i arbejde, siger Geert Laier Christensen.

Finansministeren har tirsdag meldt ud, at han langt fra er klar til at droppe den udskældte boligjob-ordning, men tværtimod overvejer at gøre den mere omfattende.

- Vi synes ikke, at det er forkert med håndværkerfradraget. Vi synes faktisk, at det er en rigtig god ting. Og måske skulle man gå videre ad den vej, siger han til DR.

- Vi må jo se, hvad der bliver råd til på det område. Men for mit eget vedkommende synes jeg da, at man i Sverige har gode erfaringer med de her ordninger. Det er jo et betydeligt større beløb man kan trække fra end i Danmark, siger Claus Hjort Frederiksen.

Svenskerne har siden 2007 kunne trække serviceydelser for op til 50.000 svenske kroner fra i skat.

/ritzau/