Dansk erhvervsliv ser lyst på EU's nye klimamål

Skrevet af admin

20/07/2016

Dagens topnyheder

EU's nye klimamål er meget ambitiøse. Men det kan lade sig gøre at nå dem.

Sådan lyder det fra både Dansk Energi og Dansk Industri, efter at EU-Kommissionen onsdag har fremlagt sit bud på, hvordan EU's langsigtede klimamål for 2030 skal nås.

EU skal i fællesskab skære markant ned på udledningen af drivhusgasser inden 2030. Det betyder blandt andet, at Danmark skal mindske udledningen af CO2 inden for transport, landbrug og boliger med 39 procent.

Indsatsen skal fokuseres på de områder, hvor det giver bedst mening, understreger vicedirektør i Dansk Energi Anders Stouge.

- Klimapakken understreger, at vi har behov for et nyt omdrejningspunkt i vores klimapolitik, siger han i en skriftelig kommentar.

- Fordi vi længe har fokuseret på at gøre el grønnere, kan vi nu også se på, hvordan den el kan bruges til at løse en stor del af problemet i transport og opvarmning, siger Anders Stouge.

Også Dansk Industri ser fornuftige muligheder i at arbejde for at gøre Danmark mere energieffektivt.

- Vi skal udvikle på biobrændstoffer, elektrificering af biler og kollektiv transport. Vi ser også mulighed for at udvikle biogas.

- Det er en løsning, der kan sikre, at vi reducerer udledningen fra transportområdet, siger Dansk Industris branchechef for energi- og klimapolitik, Troels Ranis.

EU-Kommissionen har udregnet reduktionsmålene efter forskellige landes bruttonationalprodukt. Det betyder, at de rige lande skal gøre mest for at skære ned på mængden af drivhusgasser, som bliver udledt.

Danmark ligger sammen med Sverige og Luxembourg i top.

EU's klimakommissær, Miguel Arias Cañete, siger, at EU har ambitiøse klimamål. Men han er overbevist om, at medlemslandene kan nå dem gennem en fælles indsats.

- De bindende nationale mål, vi foreslår, er fair, fleksible og realistiske, siger Cañete.

EU-Kommissionen tilbyder således flere lande, herunder Danmark, ny fleksibilitet for at nå målene.

Blandt andet bliver der mulighed for at købe klimakvoter i EU's system for handel med CO2-udledninger og dermed slippe med færre reduktioner inden for landbrug og transport.

/ritzau/