Dansk Esbjerg-hattrick i hollandsk fodbold

Skrevet af admin

14/12/2013

Dagens topnyheder

Det var måske ikke et hattrick helt efter bogen, men de tidligere Esbjerg-spillere Søren Rieks og Kevin Conboy lavede tre mål tilsammen for Nijmegen lørdag aften.

Dermed var de kraftigt medvirkende til holdets 4-3-sejr hjemme over Roda.

Søren Rieks var mest træfsikker af de to med to scoringer indenfor seks minutter, da han vendte kampen fra stillingen 1-2 til Nijmegen-føring på 3-2.

Siden fulgte Conboy op med et mål 10 minutter før tid, og så betød det mindre, at Roda reducerede en enkelt gang kort før slutfløjt.

De tre point betyder, at Nijmegen rykker væk fra sidstepladsen i Æresdivisionen og nu kun er to point fra nedrykningsstregen.

Det var blot holdets tredje sejr i de 17 kampe, der indtil videre er spillet i sæsonen.

/ritzau/