Dansk Eurovision-skæbne afgøres halvt i aften

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

Det er først torsdag aften, at danskerne skal finde kaffen, kagen og stemmesedlerne frem til Eurovision-semifinalen, hvor Danmark deltager, men allerede onsdag er det mere end alvor for de tre drenge i gruppen Lighthouse X.

I aften skal de danske drenge nemlig på scenen til det, man i melodigrandprix-sammenhænge kalder juryprøven. Juryen står for halvdelen af pointene, men først efter torsdag aftens semifinale lægges tv-seernes sms-stemmer til, og så er resultatet klart.

Der er dog stor forskel på, hvad det er, der betyder noget for juryen og tv-seerne.

- Juryen går efter vokalen og melodien, mens det for seerne handler mere om sceneshowet. Det er erfaringen, men det er også sådan, det skal være. Der er forskellige kriterier, siger Ole Tøpholm, der er ekspert i melodigrandprix og kommenterer showet på DR1.

- Der er også det faktum, at juryen skal forholde sig til hver enkelt sang, mens seerne jo kun stemmer på den, de synes skal vinde, siger han.

Lighthouse X stiller op med nummeret "Soldiers of Love" og skal synge som nummer 13 i semifinalen. Egentlig skulle Danmark have haft et sceneshow med masker, men det er blevet droppet igen.

Og skal de overvinde juryen, er det heller ikke sådan nogle ting, gruppen skal koncentrere sig om.

- Sangteknisk skal nummeret være i orden for, at man kan charmere juryen, slår Ole Tøpholm fast.

Kun 10 ud af 18 lande går videre til den store finale lørdag, der finder sted i Globen i Stockholm. Bookmakerne tvivler på, om Danmark har det, der skal til for at gå videre.

/ritzau/FOKUS