Dansk familie i chok: Ikea-bord eksploderede på børneværelse

Skrevet af Ronja Ryde

02/08/2014

Dagens topnyheder

Torsdag morgen fik den 11-årige pige, hendes 6-årige søster og to legekammerater et stort chok, da de opholdt sig på den ældste søsters værelse i huset i Oure.

Det skriver Fyens.dk.

- Vi hørte et højt brag - og så kom min datter løbende ud af sit værelse og fortalte, at glasbordet derinde var eksploderet, siger moren, Katja Skipper, til Fyens.dk.

Børnene havde ved et tilfælde allesammen siddet på sengen, og var derfor ikke blevet ramt af de flyvende glasskår.

Men Katja Skipper undrer sig over, hvordan det overhovedet kan ske. Hun fortæller, at datterens iPad var det eneste, der lå på bordet.

Lena Garde, der er dansk marketingschef hos Ikea, mener dog ikke, der er grund til bekymring.

- Det er noget, der sker meget sjældent - og vi er meget opmærksomme på, at bordene går i stykker på den rigtige måde, når det sker, siger Lena Garde til Fyens.dk.