Dansk film er nomineret til Golden Globe

Skrevet af admin

12/12/2013

Mest læste i dag

Der er, set med danske øjne, grund til at glæde sig over Golden Globe-nomineringer. Thomas Vinterbergs film "Jagten" er nemlig nomineret til Bedste udenlandske film.

Det er syvende gang, en dansk film er nomineret til prisen, der opfattes som den vigtigste pris næst efter Oscar- og Emmy-priserne, som uddeles for henholdsvis bedste film- og tv-produktioner.

"Jagten" er instrueret af Thomas Vinterberg, der også har skrevet filmens manuskript sammen med Tobias Lindholm. Filmen havde dansk premiere i januar i år og har været en af de tre bedst sælgende film fra de sidste fem år.

I filmen er det hovedpersonen Lucas' bedste vens datter, som sætter gang i jagten. I børnehaven siger hun nogle ord, der slipper raseriet løs i den danske provinsby, og snart må Lucas kæmpe for sin overlevelse.

En nominering til en Golden Globe plejer at være et tegn på, at filmen også bliver nomineret til en Oscar. Sidste år blev "En Kongelig Affære" nomineret til begge priser, i 2011 vandt "Hævnen" både en Oscar og en Golden Globe.

Tidligere i år blev "Jagten" desuden nomineret til Bedste udenlandsk film ved Independent Spirit Awards. Den prestigefyldte pris betragtes - ligesom Golden Globe - som et pejlemærke for, hvilke film der kan ventes at blive nomineret til en Oscar.

Holdet bag "Jagten" må derfor vente i spænding på den 16. januar, hvor Oscar-nomineringerne bliver offentliggjort.

/ritzau/