Dansk film nomineret til Oscar

Nikolaj Arcels film "En kongelig affære" er blevet nomineret til en Oscar som bedste ikke-engelsksprogede film.

Det står klart, efter at de nominerede blev offentliggjort på et pressemøde i Los Angeles torsdag.

"En kongelig affære" havde verdenspremiere på den prestigefyldte filmfestival i Berlin sidste år.

Filmen lå længe med i opløbet til hovedprisen, Guldbjørnen, men endte med at få en Sølvbjørn for bedste skuespil til Mikkel Boe Følsgaard. Den unge skuespiller fik prisen for sit spil som den skøre konge, Christian den 7.

"En kongelig affære", der har Mads Mikkelsen og svenske Alicia Vikander i hovedrollerne som henholdsvis den kongelige livlæge Johan Struensee og Christian den 7.'s hustru, Caroline Mathilde, fik først dansk premiere et par måneder efter festivalen i Berlin.

Opmærksomheden fra festivalen - og de gode anmeldelser - var dog stor nok til, at publikum ikke havde glemt filmen, da den endelig fik dansk premiere den 29. marts sidste år.

I hvert fald solgte historien om den tyske livlæge og den halvskøre danske konge mere end en halv millioner billetter i de danske biografer.

Prisuddelingen er i Los Angeles den 24. februar.

/ritzau/

Dagens Gossip